I dag foreslog jeg Thomas på 9 år, om han ikke skulle lave en legeaftale med en kammerat. Han sms'ede og ringede selv lidt rundt til kammerater, og dem han fik fat på kunne ikke lege.
En af kammeraterne skrev dog tilbage, at han allerede havde besøg af to andre (den ene af de to havde Thomas også forsøgt at lave en aftale med, men uden held...,) så derfor kunne han ikke lege.
Jeg kunne mærke på Thomas, at han gerne ville være med i det fællesskab og samtidig havde han jo lige fået besked om, at kammeraten ikke kunne lege. Jeg havde faktisk lidt ondt af min dreng, og var lidt spændt på, hvordan han ville "lande" situationen. Jeg synes, han er ret sej. For i stedet for at acceptere kammeratens "nej", spurgte han ret ydmygt: Mor, kan jeg egentlig godt tillade mig at spørge om jeg må komme, selv om han allerede har besøg?
Jeg svarede: Det synes jeg godt du kan, hvis du kan tåle, at der bliver sagt "nej". Så han skrev endnu en besked til kammeraten, mens jeg også sendte en besked til forældrene - og Thomas var velkommen.
Jeg er stolt af ham. Han ville bare så gerne være med i det fællesskab, mere end at han var bange for at blive afvist. Det siger noget om hans selvværd og hans gå-på-mod.
