For snart 1½ år siden fik jeg skudt min blok i gang og så har der ellers næsten bare være helt stille siden, og det er ikke fordi der ikke er sket noget i mit liv. Der er sket en masse, faktisk alt for meget......
Tilbage på min facebookprofil kan I læse, at jeg sidste år pr. 1./3. skiftede job til Hammerum Friskole. Det var jo noget, der virkelig var noget værd for mig at skrive om...en glædelig nyhed, ikke mindst fordi jeg blev head-hunted. En situation, der fik glædesfølelserne, stoltheden og taknemmeligheden frem.
Men ikke mindre end 2 måneder efter måtte jeg kaste håndklædet i ringen... hovedet og kroppen kunne ikke mere. Jeg sov dårligt om natten, gik i "sort" midt i undervisningen på arbejde og kunne ikke huske, hvad jeg var i gang med at undervise i.....det var en meget skræmmende oplevelse......
Diagnosen var ikke til at tage fejl af, den lød på "stress".
Og helt ærligt, så var det allermest en kæmpe lettelse ikke at skulle forholde sig til arbejdet med kolleger, planlægning af undervisning og samvær med andres børn. Det var mere end rigeligt blot at skulle forholde sig til mig selv, planlægning af min egen hverdag og samvær med mine egne drenge. Fysisk oplevede jeg en kæmpemæssig træthed, udmattelse, røde og varme kvinder og en hjerne, der gang på gang var ved at lukke ned.
Heldigvis var jeg i stand til at være god ved mig selv og ikke tænke, at det da også bare var for dårlig af mit hoved og min krop, at de sagde fra. Faktisk synes jeg det er fantastisk, at jeg som menneske er sådan indrettet, at mit hoved og min krop kan hjælpe mig, når jeg nu ikke selv havde været i stand til at se faresignalerne.
I begyndelsen af januar blev jeg bevilget ressourceforløb i 2 år med start tilbage fra 1. dec. 2016.
Jeg har derfor i januar, februar, marts og april deltaget i kommunens tilbud om træning i motionscenteret i DGI-huset 2 gange om ugen, som et led i en proces om at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Et sted som jeg ellers tidligere nærmest havde forsvoret, at jeg aldrig nogensinde ville sætte mine ben, fandt jeg mig selv træne for derefter at afslutte med svømning og spabad - og til sidst fandt jeg også ud af at være med til sauna-gus. Alt sammen noget, der har været med til at styrke mig til at finde mere positiv energi til min hverdag og forberede mig på at starte i jobpraktik.
Og jeg har været glad for at træne og er blevet støttet og guidet af kommunens fysioterapeut, som har troet på mig, når jeg selv var ved at give op.
I begyndelsen/midten af april blev det vurderet af både min egen læge og min rådgiver hos kommunen at jeg var klar til at komme ud i en jobpraktik. Jeg ville i hvert fald ikke blive mere klar ved at vente længere tid......At jeg ikke selv troede på, at jeg var klar til det er en anden sag, men det gjorde jeg ikke. Jeg var sikker på, at jeg efter nogle uger eller måneder ville være helt afklaret med at jeg ikke kom tilbage på arbejdsmarkedet igen. Men når de nu sagde, at det var nu, ja så var det jo sådan det var.....
Jeg var helt klar over med mig selv at pædagog-kasketten for en tid (og måske for altid) skulle hænges på knagen, men hvad var det så man skulle?
Jeg havde hørt om flere, der har været "nede" med stress, at de er blevet gartnere. Så derfor gjorde jeg selv et stykke arbejde for at finde en sådan praktikplads,(for selvom jeg ikke selv mente jeg var klar, ville jeg trods alt godt selv ha indflydelse på, hvor jeg skulle hen :-)), så 1. maj begyndte jeg i praktik på Vildbjerg Kirkegård med 2 timer 2 gange om ugen. Min læge vurderer og har understreget vigtigheden af, at det skal være en stille og rolig opstart - og det har det været frem til nu.
Min chef er så rar og er helt med på, at praktikken skal foregå i MIT tempo, så ingen der presser mig fra den kant. Jobkonsulenten lytter til,hvad min læge har sagt og til hvad jeg selv siger, så egentlig heller ingen pres fra den front...... Så den der presser mig allermest er faktisk mig selv..... jeg ville så gerne være færdig med praktikken og stå med afgørelsen for hvor mange timer jeg kan arbejde, inden jeg overhovedet er begyndt i praktikken????? Så jeg har nu fået øjnene op for at i stedet for at presse mig selv, så skal jeg faktisk bare være.... og mærke hvordan jeg har det med mig selv. I stedet for at være min egen værste fjende, skal jeg blive min egen bedste ven. Lyder måske lidt floskel-agtig, men ikke desto mindre er det sandt.
Og allerbedst ved det hele, så tror jeg på, ja for allerførste gang i mere end et år tror jeg på, at der er lys for enden af tunnellen. I næste uge øges med 1 time på hver dag og så må vi se om det bærer.....ellers så må jeg tilbage på de 2 timer igen.
Tak fordi I læste med så langt - og rigtig god weekend.
