Ramt af stress......

For snart 1½  år siden fik jeg skudt min blok i gang og så har der ellers næsten bare være helt stille siden, og det er ikke fordi der ikke er sket noget i mit liv. Der er sket en masse, faktisk alt for meget......
Tilbage på min facebookprofil kan I læse, at jeg sidste år pr. 1./3. skiftede job til Hammerum Friskole. Det var jo noget, der virkelig var noget værd for mig at skrive om...en glædelig nyhed, ikke mindst fordi jeg blev head-hunted. En situation, der fik glædesfølelserne, stoltheden og taknemmeligheden frem.
Men ikke mindre end 2 måneder efter måtte jeg kaste håndklædet i ringen... hovedet og kroppen kunne ikke mere. Jeg sov dårligt om natten, gik i "sort" midt i undervisningen på arbejde og kunne ikke huske, hvad jeg var i gang med at undervise i.....det var en meget skræmmende oplevelse......
Diagnosen var ikke til at tage fejl af, den lød på "stress".
Og helt ærligt, så var det allermest en kæmpe lettelse ikke at skulle forholde sig til arbejdet med kolleger, planlægning af undervisning og samvær med andres børn. Det var mere end rigeligt blot at skulle forholde sig til mig selv, planlægning af min egen hverdag og samvær med mine egne drenge. Fysisk oplevede jeg en kæmpemæssig træthed, udmattelse, røde og varme kvinder og en hjerne, der gang på gang var ved at lukke ned.

Heldigvis var jeg i stand til at være god ved mig selv og ikke tænke, at det da også bare var for dårlig af mit hoved og min krop, at de sagde fra. Faktisk synes jeg det er fantastisk, at jeg som menneske er sådan indrettet, at mit hoved og min krop kan hjælpe mig, når jeg nu ikke selv havde været i stand til at se faresignalerne.
I begyndelsen af januar blev jeg bevilget ressourceforløb i 2 år med start tilbage fra 1. dec. 2016.
Jeg har derfor i januar, februar, marts og april deltaget i kommunens tilbud om træning i motionscenteret i DGI-huset 2 gange om ugen, som et led i en proces om at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Et sted som jeg ellers tidligere nærmest havde forsvoret, at jeg aldrig nogensinde ville sætte mine ben, fandt jeg mig selv træne for derefter at afslutte med svømning og spabad - og til sidst fandt jeg også ud af at være med til sauna-gus. Alt sammen noget, der har været med til at styrke mig til at finde mere positiv energi til min hverdag og forberede mig på at starte i jobpraktik.
Og jeg har været glad for at træne og er blevet støttet og guidet af kommunens fysioterapeut, som har troet på mig, når jeg selv var ved at give op.

I begyndelsen/midten af april blev det vurderet af både min egen læge og min rådgiver hos kommunen at jeg var klar til at komme ud i en jobpraktik. Jeg ville i hvert fald ikke blive mere klar ved at vente længere tid......At jeg ikke selv troede på, at jeg var klar til det er en anden sag, men det gjorde jeg ikke. Jeg var sikker på, at jeg efter nogle uger eller måneder ville være helt afklaret med at jeg ikke kom tilbage på arbejdsmarkedet igen. Men når de nu sagde, at det var nu, ja så var det jo sådan det var.....
Jeg var helt klar over med mig selv at pædagog-kasketten for en tid (og måske for altid) skulle hænges på knagen, men hvad var det så man skulle?
Jeg havde hørt om flere, der har været "nede" med stress, at de er blevet gartnere. Så derfor gjorde jeg selv et stykke arbejde for at finde en sådan praktikplads,(for selvom jeg ikke selv mente jeg var klar, ville jeg trods alt godt selv ha indflydelse på, hvor jeg skulle hen :-)), så 1. maj begyndte jeg i praktik på Vildbjerg Kirkegård med 2 timer 2 gange om ugen. Min læge vurderer og har understreget vigtigheden af, at det skal være en stille og rolig opstart - og det har det været frem til nu.
Min chef er så rar og er helt med på, at praktikken skal foregå i MIT tempo, så ingen der presser mig fra den kant. Jobkonsulenten lytter til,hvad min læge har sagt og til hvad jeg selv siger, så egentlig heller ingen pres fra den front...... Så den der presser mig allermest er faktisk mig selv..... jeg ville så gerne være færdig med praktikken og stå med afgørelsen for hvor mange timer jeg kan arbejde, inden jeg overhovedet er begyndt i praktikken????? Så jeg har nu fået øjnene op for at i stedet for at presse mig selv, så skal jeg faktisk bare være.... og mærke hvordan jeg har det med mig selv. I stedet for at være min egen værste fjende, skal jeg blive min egen bedste ven. Lyder måske lidt floskel-agtig, men ikke desto mindre er det sandt.
Og allerbedst ved det hele, så tror jeg på, ja for allerførste gang i mere end et år tror jeg på, at der er lys for enden af tunnellen. I næste uge øges med 1 time på hver dag og så må vi se om det bærer.....ellers så må jeg tilbage på de 2 timer igen.

Tak fordi I læste med så langt - og rigtig god weekend.

Weekend-sysler på en lørdag

Jeg ved ikke helt hvad og hvor meget, jeg kommer til at blogge. Jeg tænker, der måske bliver forskellige slags indlæg. Nogle sådan lidt dagbogsagtige, som det jeg skriver i dag - og andre indlæg med de tanker, der fylder.

Jeg har dog lyst til at dele disse flotte vinterfotos, jeg tog i dag, da jeg var ude at gå en times tid i skoven, som ligger 100 m fra, hvor jeg bor.Jeg nød solens stråler sammen med kulden fra frostvejret og lydens knitren af sne, mens jeg gik. Jeg nød freden og roen - og bare at være i Guds skønne natur. Sådan en tur, hvor der bliver ladet op positivt på alle måder, efterlader mig med en dyb taknemmelighed og fred indeni, som varer ved resten af dagen.

Hjemme igen gik jeg i gang med at rydde lidt op i min fryser og jeg fik en spontan idé om jeg kunne koge lidt syltetøj/marmelade. Jeg har brugt i alt 6 kg bær til at koge brombærsyltøj og solbær/rabarbermarmelade af - ialt ca 24 glas.
Så nu er der også lidt at give væk af.

Udstenede dadler med mandler med baconsvøb

Og jeg har her i aften lavet en lækker delikatesse, der smager fantastisk. Dadler udstenes og der puttes en mandel ind i dadlen. Derefter vikles bacon om og de tilberedes i en 200 grader varm ovn indtil baconen er lækker og sprød. Mums og velbekomme - det er lækkert.

Hverdag og dagslys

I dag er hverdagen begyndt igen. Det var et par trætte drenge, der blev vækket i morges, men vi havde en hyggelig morgen - og de blev sendt godt af sted i skole.
Derefter kørte jeg på job - og selvom 2 ugers ferie har været tiltrængt og jeg har nydt den, jaså er det nu også dejligt at have et job med en hverdag (især, når man har prøvet ikke at have et arbejde)
I dag mærkede jeg pludselig en glæde indeni (som bobler i maven) lige der i nu'et, i øjeblikket i samværet med børn mærker jeg og kan se på børnene, at jeg gør en forskel i deres liv og hverdag. Ikke dårligt at begynde ugen og dette års arbejde med sådan en oplevelse. At jeg så også har fået at vide at jeg skal have nye spændende og udfordrende arbejdsopgaver, ja det gør dagen endnu bedre.

På vejen frem og tilbage i dag, nød jeg lyset og de smukke farver på himlen. Nedenfor er et billede, jeg simpelt hen måtte forevige, da jeg kørte hjem.

Jeg kom hjem ved 16-tiden og opdagede, at jeg stadig kunne se ud i min have, fordi det stadig var lyst, jaså måtte det også lige foreviges.
Jeg glædes virkelig over at den mørke tid, bliver mere og mere afløst af de lyse timer.

Venskab og selvværd

I dag foreslog jeg Thomas på 9 år, om han ikke skulle lave en legeaftale med en kammerat. Han sms'ede og ringede selv lidt rundt til kammerater, og dem han fik fat på kunne ikke lege.
En af kammeraterne skrev dog tilbage, at han allerede havde besøg af to andre (den ene af de to havde Thomas også forsøgt at lave en aftale med, men uden held...,) så derfor kunne han ikke lege.
Jeg kunne mærke på Thomas, at han gerne ville være med i det fællesskab og samtidig havde han jo lige fået besked om, at kammeraten ikke kunne lege. Jeg havde faktisk lidt ondt af min dreng, og var lidt spændt på, hvordan han ville "lande" situationen. Jeg synes, han er ret sej. For i stedet for at acceptere kammeratens "nej", spurgte han ret ydmygt: Mor, kan jeg egentlig godt tillade mig at spørge om jeg må komme, selv om han allerede har besøg?
Jeg svarede: Det synes jeg godt du kan, hvis du kan tåle, at der bliver sagt "nej". Så han skrev endnu en besked til kammeraten, mens jeg også sendte en besked til forældrene - og Thomas var velkommen.

Jeg er stolt af ham. Han ville bare så gerne være med i det fællesskab, mere end at han var bange for at blive afvist. Det siger noget om hans selvværd og hans gå-på-mod.

Tilbageblik og fremtid.

Med denne blog og med dette første indlæg vil jeg gerne ønske alle, der læser med et rigtig godt og velsignet nytår. Jeg har blogget før, men ønsker at begynde en ny blog med en frisk start - ligesom vi denne dag begynder et nyt år.

I går, da vi skrev den 31/12-2015 ved udgangen af et år, var det for mig en dag, hvor jeg mest kigger tilbage og bliver fyldt med taknemmelighed over det liv jeg har med mine 4 skønne knægte, med arbejde, familie og venner og gode oplevelser, der fylder mit liv.
I dag skriver vi den 1/1-2016 og står ved indgangen af et nyt år, som er ubrugt og som et nyt blad med nye oplevelser i vente, mål og forventninger man kan stille op for sig selv og sine nærmeste.
For mig er det en dag, hvor jeg automatisk tænker fremad, tænker på alt det jeg gerne vil nå og opleve....samtidig ved jeg også at livet leves NU, dag efter dag, time efter time, minut efter minut, sekund efter sekund - og det er mig, der skal prioritere min tid.
Hvad er det jeg vil bruge min tid på det?
Når jeg tænker tilbage på sidste år, da jeg skrev den 1/1-2015 og også sad med et ubrugt år - har jeg så nået det jeg gerne ville? Jeg ved jeg har har nået nogle af de mål, jeg satte mig - og hvad så med de andre mål??? Ja, nogle af dem blev skrottet  og glemt undervejs, mens jeg var igang med at leve livet.
For det nye år, ønsker jeg for mig selv, at jeg må få visdom og mod til at være mig, som det menneske jeg nu engang er skabt til at være. At jeg må vælge mine kampe med omhu, men samtidig også stå ved de værdier, som jeg gerne vil videregive og stå fast på.

Og med dette indlæg, fik jeg skudt bloggen i gang.
Velkommen til.